Pape indrømmer manglende hjemmel til overvågning oppefra

I mere end et år har københavnernes nattesøvn været plaget af en konstant larm fra luften. Under påskud om at efterforske konkrete forbrydelser har regeringens overvågningsfly kortlagt befolkningens vaner. Rune Lund fra Enhedslisten har stillet justits­ministeren en række spørgsmål og lovmæssigheden af den konstante overvågning, og nu hvor julen står for døren er der endelig kommet svar.

Justitsministeriet har givet os tre overraskelser;

  1. De indrømmer blankt at de ikke har en hjemmel,
  2. de indrømmer at de båndoptager overvågningen, og
  3. de har endnu ikke fortalt om de bruger stingrays / IMSI-catchers.

Deres eneste mulige forsvar ved domstolene er at hemmeligholde optagelserne. Det kan, teknisk set, stadig kendes ulovligt, men det giver domstolene en oplagt mulighed for at afvise et søgsmål.

Hvorfor er det ulovligt? En af de primære regler i en demokratisk retsstat er “legalitetsprincippet”, på internettet kendt som “hjemmelskravet”. Det betyder at alt hvad offentligt ansatte gør skal ske i henhold til en lov. I lande hvor man har magtens tre-deling er denne regel én vigtig del af muren imellem den lovgivende og den udøvende magt. For at undgå at en diktator anholder sine fjender, blokerer adgangen til valgsteder eller opkræver urimelige skatter fra bestemte grupper skal rammerne for magtudøvelsen fastlægges “demokratisk”.

Den demokratiske kontrol placeres normalt i et parlament, og i Danmark har vi bogstavelig talt kaldt det folketinget. Da grundloven blev skrevet skulle kongehuset udpege deres egen regering, og den skulle folketinget sætte rammerne for og føre kontrol med. Da Margrethe Glücksburg overtog tronen efter sin far afsluttede hun den gradvise fralæggelse af magten som det danske kongehus har gennemført. Hun nedlægger ikke veto, hun leverer ikke input til udpegelse af regering og hun roser slavisk den siddende regerings beslutninger og bedrifter.

Folketinget har omfavnet de nye beføjelser, og i dag sidder de tungt på alle tre dele af den danske stat. Et konkret eksempel er når et medlem af folketinget siger “vi” om regeringen, selvom vedkommende ikke er minister, eller når ordførere offentligt blander sig i verserende retssager.

Ligesom vi kender det fra USA udpeges dommere af regeringen, men modsat USA er der ikke offentlige registre over hvem der har udpeget en dommer, der er ikke krav om godkendelse i folketinget, der er ingen offentlig høringsproces, dommerens rationale bliver ikke skrevet ned, og selv hvis det gjorde bliver danske domme ikke offentliggjort.

Når fly-overvågningen kommer for domstolene vil det blive som et “anerkendelses-søgsmål”. Det betyder at vi som sagsøger beder domstolen pålægge politiet at anerkende at deres overvågning er ulovlig, og på den baggrund forventes de at holde op. Domstolen siger ikke at de skal holde op, men slår bare fast at det er ulovligt. Som vi allerede ved. Så den eneste forskel er at Søren Pape ikke længere vil kunne sige “vi troede at det var lovligt”.

Det kan han stadig sige, men det gjorde han ikke. Og det er interessant, for det vidner om et nyt niveau af magtfuldkommenhed. Vi ved at visitationszoner er ulovlige. Vi ved at logning er ulovligt. Vi ved at videooptagelser af alle lejligheder i København fra luften er ulovlig.

Men de er ligeglade. For folketinget bestemmer dommernes løn, mulighed for bijob, pension og arbejdsvilkår. Og folketinget er regeringen er folketinget.

Da jeg arbejdede med Simon Emil Ammitzbøll Henriksen (nu Ammitzbøll-Bille), var jeg en ung idealist. Jeg blev chokeret over hvor ofte ministre bryder loven, og jeg kæmpede intenst for at få Simon Emil til at foreslå nedsættelse af Rigsretten. En dag trak han mig til side og forklarede hvorfor det ikke er en mulighed: I 1900-tallet var der et ungt, idealistisk folketingsmedlem der ofte råbte op når ministre brød loven. Men en dag blev han minister, og så snart han selv brød loven, blev der iværksat en dommerundersøgelse - og derefter en rigsretssag. Erik Ninn-Hansen var selv jurist.

I dag har de fleste glemt at Tamilsagen handlede om at Ninn-Hansen som justitsminister forhindrede familiesammenføringer ved politisk indblanding i magtudøvelsen. Næsten alle ministre siden har gjort det samme, men ingen andre end Ninn-Hansen er blevet dømt for det. Han blev så vred over det at han gik til Menneskerettighedsdomstolen med den påstand, at det var urimeligt at han var den eneste der er blevet dømt for at gøre det samme som alle de andre.

Dén forklaring er årsagen til at 0/179 medlemmer af folketinget foreslår at stille ministre til ansvar. Vi ved at Søren Pape, Søren Pind, Karen Hækkerup og Morten Bødsskov har regeret i strid med menneskeretten. Vi ved at den daværende regering tvang Margrethe Glücksburg til at rose politiet for deres indsats under COP15, selvom domstolene allerede i første instans dømte politiet for åbenlyst og med forsæt at krænke basale demokratiske rettigheder.

Når vi vinder sagen mod politiet om ulovlig overvågning vinder vi over Søren Pape. Men han vil ikke blive stillet til ansvar. Det kan kun folketinget gøre, og de vil alle have hans job. Uden ansvar.

Rasmus Malver